Sprogkontoret

Kurser i kommunikation

Engelske og amerikanske ord i dansk

Af Susanne Nonboe Jacobsen, den

Amerikansk kultur har lige siden afslutningen på 2. Verdenskrig haft stor indflydelse på det danske sprog. Dengang var det ord som jeansmilkshake og drive-in-biograf, der blev introduceret. Gennem tiden har en lang række udtryk fundet vej til den danske retskrivningsordbog.

Førhen parkerede vi vores bil i en garage. Garage optræder i Ordbog over det Danske Sprog fra 1924. I 1950’erne begynder man derimod at parkere sin bil i en carport.

Disse nye ord bliver introduceret i en tid, hvor den amerikanske kulturelle indflydelse er stor i Danmark.

Retskrivningsordbogen 2012

Den nyeste udgave af Retskrivningsordbogen udkom i november 2012. Her kan man stadig finde masser af ord med amerikansk eller engelsk inspiration. Mange af ordene er ikke nødvendigvis nye; de har været brugt i daglig tale gennem nogle år og har til sidst fundet vej til ordbogen.

Sproget udvikler sig hele tiden, og eftersom den amerikanske kultur stadig i høj grad påvirker vores samfund, bliver nye ord konstant importeret. Nogle eksempler på nye ord i denne omgang er ord som: powernap, roadpricing, smartphone, tabletcomputer og podcast.

Et af de mere markante ord i den nyeste retskrivningsordbog er ordet fuck. Dansk Sprognævn skriver ikke nye ord i Retskrivningsordbogen, fordi de vil have os til at bruge dem. Tværtimod foregår det sådan, at et ord finder vej til den nyeste udgave, fordi folk i forvejen bruger ordet, og at det dermed allerede er integreret i det danske sprog.

Amerikanske og engelske ord bliver ved med at finde vej til danskernes læber. Tidligere importerede vi mange ord fra græsk (påske) og latin (krokus), tysk (kejser) og fransk (bouillon). Det viser blot, at det danske sprog er i udvikling, og sådan har det altid været.


Læs flere blogindlæg